Af Ditlev Nissen, fremtidspædagog og udviklingskonsulent,
Fredens Ark, Christiania, 1407 Kbh. K
Kommentar bragt i Jyllands-Posten d. 22. juni 2005
Ser vi på sammenhængen mellem den viden, der er tilgængelig
om brug af, misbrug af og forbudet mod hash, må konklusionen
være, at forbuddet føder samfundets voldsspiral. Tydeligst
set i de to mord på henholdsvis Christiania og Nørrebro,
som af politiet ses som en kamp om hashmarkedet.
Voldsspiralen ses også i politiets forsøg på at
regulere markedet gennem nultolerance og stress. En politik, som københavnske
betjente finder meningsløs: "Kampen mod hash er tabt.
Politiet har mistet kontrollen". "Kampen om millionerne
er på gadeplan så indædt, at vi faktisk frygter
krigslignende tilstande - specielt i det centrale København",
som to erfarne betjente udtrykker det i BT 8. juni.
Som christianit kan jeg nikke genkendende til betjentenes beskrivelse,
da Christiania har levet med en (u)hyggelig belejring af et marked,
der er i mafiaens vold.
Voldskultur
Det er alment kendt, at forbudet skaber grundlag for omfattende voldskulturer
lokalt og globalt.
"Med narkokriminaliteten følger opbygningen af økonomiske
og politiske bastioner organiseret i mafia-strukturer på tværs
af lande og kontinenter. Særligt urovækkende er det, at
indtægterne fra narkotikahandlen får en stadig afgørende
vægt i de stofeksporterende landes samfundsøkonomier
og i deres muligheder for at udvikle sig til moderne demokratier",
skrev Lars Willemose i Weekendavisen i 1994.
Og erhvervsmanden Asger Åmund skrev i 1997 til Christianias
Kulturforenings første hashhøring: "Jeg gruer for
den dag, da de rare HA-bamser, der i dag forestår salg og marketing,
bliver fejet af banen af den totalt skånselsløse russiske
mafia, der så småt er ved at forberede sin entré."
Om indvandrerbanderne er de rene drengerøve i forhold til den
russiske mafia, ved jeg ikke, men de er godt i gang med at fordrive
HA'erne fra det lukrative marked.
Og i skrivende stund kører voldsspiralen udenfor mine vinduer.
Skatteborgernes penge og menneskelige potentialer misbruges i et aggressivt
møde mellem politiets nultolerance og borgere, der savner Christianias
hashmarked. Kunne vi ikke bruge vores ressourcer bedre end at føde
voldsspiralen på grund af en plante, som kan dyrkes i alle danske
haver?
Brug ressourcerne bedre
Hvad retfærdiggør en lov, der vil beskytte borgerne,
men samtidig øger volden i samfundet? Er det fordi, samfundet
vil frelse mig fra misbrug og virkelighedsflugt?
Det er et ridderligt motiv at ville beskytte borgerne! Men hvad med
at tage konsekvensen og forbyde alkohol og andet, der skader folkesundheden?
Den slags forbud er et unødvendigt indgreb i den personlige
frihed. Og erfaringer viser, specielt fra 1930'ernes USA, at forbud
fører til en yderligere voldeliggørelse af vores samfund.
Misbrug af hash, alkohol, medicin og flødeskumskager er af
det onde. Og samfundet skal forholde sig til brug og misbrug. Men
spørgsmålet er, om forbud, politistave, skudsikre veste,
retssale og fængsler er de bedste midler? Kan ressourcerne bruges
på en bedre måde, når vi både vil forebygge
hashmisbrug og undgå voldsspiralen?
Brug ressourcerne bedre
For mig at se vil lovliggørelse af hash være en god samfundsmæssig
investering.
Hvis hash kan købes legalt og deklareres til den samme pris
som i dag, vil det være penge i statskassen. Samtidig vil vi
opnå store besparelser på udgifterne til politi, retsvæsen
og fængsler. Disse penge kunne i en årrække båndlægges
til oplysning, forebyggelse og misbrugsbehandling.
Oplysningen vil være mere troværdig, fordi den ikke vil
være forbundet med forbud. Forebyggelsen og misbrugsbehandlingen
kunne have et langt større socialt sigte, fordi der ville være
økonomiske midler til at skabe et uddannelses- og arbejdsliv
for hashmisbrugere og potentielle hashhandlere.
Det er min overbevisning, at vi får et mindre voldeligt samfund,
når vi lovliggør hashen. I bund og grund vil det være
langt mere ridderligt at skabe en mere fredelig verden, frem for at
ville frelse befolkningen fra et misbrug, der oftest har sociale årsager.
Som virkeligheden ser ud her og nu, bygger forbuds-politikken mere
på tåbe- end på videnssamfundet. Håbet er,
at lovgiverne indser tåbelighederne og bringer os ind i videnssamfundet.
|